Sådan får du det bedste ud af din Amarone

 

I mange private hjem og desværre på mange restauranter, serveres gode flasker Amaroner direkte ud af flasken. Flasken åbnes, og vinen serveres.

Det er synd for både dig og vinen !!

En Amarone skal have masser af luft og ilt, for at vise sit potentiale. Først efter mange timers kontakt med ilten i lokalet, kommer de mange spændende duft- og smagsnuancer frem, som har gjort Amaronen til én af de mest eftertragtede vintyper i verden.

Sådan her gør du:

  • Åben din flaske Amarone om morgenen, den dag hvor du skal nyde vinen om aftenen.
    Den foregående aften gør heller ikke noget, hvis du har købt en Amarone af god kvalitet.
  • Hæld indholdet over i en stor fladbundet karaffel.
    Karaflen må gerne kunne indeholde væsentlig mere end flaskens indhold 1 1/2 liter er et godt mål.
  • En Margretheskål fra køkkenet har præcis samme effekt som en karaffel, da der er en stor overflade, så luften kan få forbindelse med vinen.
    Hvis du bruger en køkkenskål, så gem flasken og hæld vinen tilbage igen lige før servering. Brug en tragt hvis du ikke har en rolig hånd.

Her er en flaske hældt op i en god karaffel:

Amarone ophældt på karaffel

Læg mærke til at vinens overflade går til det bredeste sted på karaflen.

  • Sæt karaflen et ikke for varmt og lidt mørkt sted.
    Men gerne et sted du kommer forbi nogle gange i løbet af dagen, så du kan skvulpe lidt med karaflen, for at blande vinen op. (Eller røre i Margretheskålen med en ren grydeske)
  • Prøv at ramme en temperatur lige omkring de 20 grader, når du serverer vinen, direkte fra karaflen.

Nu har vinen fået optimale vilkår for at udvikle sig, og du kan nyde både duft og smag, som slet ikke var til stede, da du åbnede flasken.

Tagged on:         

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *